Sitkalus giver synlige skader i både skov og haver
Ser dine siktabevoksninger lidt hærgede ud? Så skyldes det givet vis angreb fra siktragranlusen. Læs mere om siktalusen og hvordan du bør håndtere den.
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet (IGN) har i år fået mange henvendelser om voldsomme skaber på sitkagran i både skove, hegn og haver. Skaderne skyldes angreb af sitkalus, der suger saften fra nålene.
Lektor Hans Peter Ravn og seniorforsker Jon Kehlet Hansen giver i et svar på en henvendelse til Videnstjenesten mere information om siktalusen, hvordan den agere og hvordan du som skovejer bør forholde dig. Læs spørgsmål og svar herunder:
Sitkabladlus i 2020
Spørgsmål
Vi har set voldsomme angreb af sitkalus på hugstmoden sitkagran i en af vores skove. Alle gamle nåle er kastet. Det gælder nok i øvrigt alle magre jorde. Det drejer sig også om bestandstræer, ikke alene hegnstræer. Skal vi afdrive nu og risikere at miste tilvæksten i år og til en dårlig pris, eller se tiden an og observere?
Der er også mange sitkalus på nærtstående kulturer, hvor jeg har taget foto af dem på skud.
Svar
Vi har modtaget flere henvendelser i år om kraftige skader på grund af sugning af sitkabladlus. Både på træer i hegn og i bestandstræer, samt i private haver. Situationen minder rigtig meget om de store sitkabladlusår i 2007-2008. Oven på to milde vintre forekom dengang kraftige nåletab et par år i træk, og det kunne også ses i skovsundhedsovervågningen. De sidste par er det gennemsnitlige nåletab også steget for sitkagran, og en forværring må forventes i 2020.
Skovsundheden følges i den danske skovstatistik via årlige observationer af nåle-/bladtab. Her ses udviklingen i nåletab for sitkagran. Stigningen de seneste år skyldes mest en kombination af tørke (især i 2018) og bladlusangreb. Bemærk toppen i 2008, som skyldes det omfattende angreb i 2007-08.
Man antager, at rødgran er det oprindelige værtstræ for sitkabladlusen. Det bygger man især på, at denne art tolererer sugning i langt højere grad end de nordamerikanske Picea-arter. Man antager også, at arten har sin oprindelse i Asien, hvorfra Picea-slægten også stammer. Under alle omstændigheder har sitkabladlusen under de seneste 100-150 år været under spredning og findes nu i fire af de syv verdensdele.
Milde vintre og forår er optimale for bladlus
I kystnære områder (med milde vintre) – fx i Danmark – formerer arten sig næsten udelukkende partenogenetisk (ukønnet) og levendefødende (dvs. uden æg). I Central- og Østeuropa produceres der vinteræg.
Sitkabladlus.
Sitkabladlus kan formere sig ned i hvert fald 4⁰C, mens -7⁰C er fatalt. Når vi haft en mild vinter og en mild marts, kan der forekomme meget store tætheder af sitkabladlus i perioden april-maj. I løbet af juni måned aftager tætheden som regel dramatisk. Der er fundet en lang række naturlige fjender, som bidrager til dette: flere fuglearter (især mejser), 28 bille-arter (især mariehøns og blødvinger), seks arter af svirrefluer, et tilsvarende antal arter af guldøjelarver, fem arter årevingede (snyltehvepse), ni arter af edderkopper samt seks arter af insektpatogene svampe. Se også Videnblad om Nyttedyr i juletræer.
Forhåbentlig kun de gamle nåle
Sugningen i april-maj holder sig til de gamle nåle. I år med kraftig aktivitet som i år, kan man derfor i juni se træerne stå tilbage med bare årsskuddets nåle. Indholdsstoffer i disse nåle gør dem på dette tidspunkt uspiselige for bladlusene. Hvis vejrforholdene i efteråret favoriserer bladlusene, sker det, at sugningen kan genoptages. Hvis efterårssugning forekommer, kan det medføre døden for træerne, da de ikke kan stå uden nåle frem til skudbrydning næste forår.
Nåletab på sitkagranskud i juni 2019.
Så længe årsskuddets nye nåle stadig er intakte, anbefales det at se tiden an. Hvis ikke sugningen bliver genoptaget i efteråret, klarer træerne sig. Efter tre nye nåleårgange vil skaden ikke være synlig. Men tilvækstmæssigt vil afnålingen kunne spores i årringene op til ni efterfølgende år (se Videnblad 8.10-15).
Genetiske forskelle
Der er genetiske forskelle i modstandsevne og tolerance over for sugning af sitkabladlus. Det betyder, at afkom af overlevende træer med stor sandsynlighed vil få en større tolerance. Det er dog ikke muligt i dag at udpege frøkilder, der har en dokumenteret større modstandsevne i forhold til bladlusangreb.
Det vil dog være en god ide at tjekke op på angreb af bladlus og tynde de værst påvirkede træer væk i de kårede bevoksninger og eksisterende frøplantager. I sidstnævnte tilfælde, kan det ske på baggrund af opgørelser af tolerancen i selve frøplantagerne, eller på baggrund af opgørelser i afkoms- eller klonforsøg, der relaterer sig til frøplantagerne, for at sikre en effektiv og dokumenteret selektion.