Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Vedtægter



Love for Dansk Skovforening

Indholdsfortegnelse:

  1. Navn og hjemsted
  2. Formål
  3. Medlemmer
  4. Kontingent
  5. Stemmeret på generalforsamling
  6. Generalforsamling
  7. Bestyrelsen
  8. Forretningsudvalg
  9. Skovkredse
  10. Danske Juletræer
  11. Udvalg
  12. Hæftelse
  13. Regnskab og revision
  14. Medlemskab i anden forening
  15. Lovændringer
  16. Ophør og likvidation
  17. Formuens anvendelse efter ophør og likvidation
  18. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser



1. Navn og hjemsted

 
Foreningens navn er Dansk Skovforening. Dens hjemsted er Frederiksberg.

til toppen

2. Formål

 
Dansk Skovforening arbejder for at fremme danske skov- og naturejeres erhvervsmæssige og faglige interesser og ejernes mulighed for at bevare og udvikle naturværdier.

Dansk Skovforening kan have ejerandele i foreningens datterselskab(er).

3. Medlemmer

 
Som medlemmer kan optages:

1. Ejere af danske skov- eller naturejendomme (herunder skov- eller naturejende stiftelser, selskaber m.fl. samt ejere af ejendomme med pyntegrønt- og juletræsproduktion). Medlemmerne repræsenteres personligt. Stiftelser og selskaber m.fl. repræsenteres af kurator, formand eller direktør. Repræsentationen kan ske ved en dertil ved fuldmagt bemyndiget person. Ejere af danske skov- og naturejendomme kan ikke optages i gruppe 2 som personlige medlemmer.

2. Personlige medlemmer, d.v.s. enkeltpersoner, der ikke ejer skov- eller naturarealer, men som har interesse for foreningens formål. Medlemmerne repræsenteres personligt eller af en dertil ved fuldmagt bemyndiget person.

3. Ikke skov- eller naturejende foreninger, institutioner og selskaber med interesse for foreningens virksomhed. Optagelse finder sted efter særlig overenskomst. De pågældende medlemmer repræsenteres efter særlige i overenskomsten fastsatte regler.

4. Associerede medlemmer, d.v.s. medlemmer som kun har interesse i en del af foreningens aktiviteter, og som ikke betaler fuldt kontingent. Optagelse finder sted efter særlig overenskomst. Begæring om optagelse indgives skriftligt til foreningens sekretariat. Bestyrelsen træffer afgørelse om optagelse og bestemmer i tvivlstilfælde under hvilken medlemsgruppe optagelsen kan finde sted og vilkårene herfor.

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt med mindst 3 måneders varsel til den 31/12 og med virkning fra denne dato.

Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen ekskludere medlemmer. For at en eksklusionsbeslutning skal have gyldighed, skal mindst to tredjedele af de på generalforsamlingen fremmødte stemmer gå ind herfor.

4. Kontingent

 
Kontingentet for medlemskab af foreningen fastsættes årligt af generalforsamlingen for det nærmest efterfølgende regnskabsår. Generalforsamlingen kan vedtage ekstra kontingenter med henblik på løsning af særlige opgaver.

Det ordinære kontingent opkræves af foreningens sekretariat i tiden mellem 1. januar og 1. april. Opkrævning sker i overensstemmelse med generalforsamlingens kontingentfastsættelse i maj-juni foregående år.

1. Kontingent for ejere af danske skov- og naturejendomme. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen på grundlag af bevokset areal og ubevoksede naturarealer. Kontingentet for bevoksede arealer fastsættes landsdelsvis af generalforsamlingen. Afviger vækstforholdene på en skovejendoms bevoksede arealer væsentligt fra kontingentområdet i øvrigt , kan bestyrelsen efter ansøgning tillade, at kontingentet betales med et reduceret beløb.

Kontingenterne fastsættes indenfor rammerne af de af generalforsamlingen vedtagne minimums- og maksimumsbeløb.

Ejer et medlem flere skov- eller naturejendomme i Danmark, skal samtlige ejendomme og arealer være tilmeldt.

Der kan til medlemmer, der vælger at frasige sig stemmeretten på generalforsamlingen (B-medlemskab) ydes en rabat på kontingentet. Rabatten fastsættes på den årlige generalforsamling.

2. Kontingent for personlige medlemmer. Kontingentet fastsættes som et vist beløb pro person. Folkepensionister betaler kontingent til Dansk Skovforening svarende til abonnementsprisen for tidsskriftet Skoven.

3. Ikke skov- eller naturejende foreninger, institutioner og selskaber betaler kontingent efter særlig overenskomst med Dansk Skovforening.

4. Associerede medlemmer betaler kontingent efter særlig overenskomst med Dansk Skovforening.

5. Stemmeret på generalforsamling

 
Stemmeretten udøves således:

1. Ejere af danske skov- eller naturejendomme, institutioner og selskaber har mindst én stemme. For medlemmer, der betaler mere end minimumskontingentet , beregnes antallet af stemmer som det fastsatte kontingent til Dansk Skovforening divideret med minimumskontingentet , hvor afrunding sker nedad til hele tal. Intet medlem har dog flere end 10 stemmer. Stemmeretten fastlægges i alle tilfælde på grundlag af den senest forudgående kontingentindbetaling. B-medlemmer har ikke stemmeret.

2. Personlige medlemmer har 1 stemme.

3. Ikke skov- eller naturejende foreninger har mindst én stemme. Betales mere end minimumskontingentet for skov- og naturejende medlemmer, beregnes antallet af stemmer ved at dividere det aktuelle kontingent med maksimumskontingentet . Hvert hele maksimumskontingent for skov- eller naturejende medlemmer udløser 10 stemmer. Afrunding sker nedad.

Er der herefter resterende kontingent at fordele, beregnes antallet af stemmer ved at dividere den resterende kontingentsum med minimumskontingentet for skov- eller naturejende medlemmer. Hvert hele minimumskontingent udløser én stemme, dog maksimalt 10 stemmer. Der kan maksimalt opnås 50 stemmer. Afrunding sker nedad til hele tal.

4. Associerede medlemmer har ikke stemmeret.

Ved afstemning om kontingent for skov- og naturejende medlemmer er alene skov- og naturejende medlemmer stemmeberettigede.

6. Generalforsamling

 
På generalforsamlingen stemmes ved personlig nærværelse eller gennem skriftlig fuldmagt til en anden person.

Enhver afstemning foregår hemmeligt, såfremt eet tilstedeværende medlem kræver det.

Valg til bestyrelsen samt afstemninger vedrørende lovændringer og eksklusioner skal dog altid ske hemmeligt.

Stemmesedler udleveres ved indgangen til generalforsamlingslokalet, om nødvendigt mod forevisning af legitimation og/eller fuldmagt.

Ved afstemninger træffes afgørelsen ved almindelig stemmeflerhed, når anden ordning ikke udtrykkeligt er nævnt i lovene. Ved stemmelighed gør bestyrelsens indstilling udslaget. Hvis en sådan indstilling ikke foreligger, bortfalder forslaget; dog afgøres bestyrelsesvalg, hvor stemmelighed er indtrådt, ved lodtrækning mellem de pågældende valgkandidater.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Generalforsamlingen er enten ordinær eller ekstraordinær.

Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen ved bekendtgørelse i et af foreningens tidsskrifter og ved direkte indvarsling med mindst 4 ugers varsel. Samtidig med indvarslingen bekendtgøres generalforsamlingens dagsorden.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.

Over generalforsamlingens forløb optages en protokol, der underskrives af dirigenten samt bestyrelsens formand.

Foreningens ordinære generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære årlige generalforsamling, skal skriftligt bringes til bestyrelsens kendskab senest 3 uger inden generalforsamlingen afholdes. Forslagene skal da opføres på generalforsamlingens dagsorden.
 
Ethvert medlem kan forebringe sager for generalforsamlingen. Forslag, der ikke rettidigt er indbragt til bestyrelsen, kan forebringes under behandlingen af punktet: Eventuelt på dagsordenen, og kan sættes under vejledende afstemning.

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde:

1) Valg af dirigent.
2) Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed.
3) Aflæggelse af det reviderede regnskab.
4) Forslag, der på lovlig måde er forlangt afgjort på generalforsamlingen.
5) Bestyrelsens forslag til kontingentsats for det næste regnskabsår.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen i henhold til bestemmelserne for dennes sammensætning.
7) Valg af revisor.
8) Eventuelt.


Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning eller skriftligt forlangende af mindst 25 af foreningens stemmeberettigede medlemmer eller 2 bestyrelsesmedlemmer med angivelse af de forslag, der ønskes afgjort.

Bestyrelsen er forpligtet til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling således, at denne afholdes senest 3 uger efter, at lovligt forlangende herom er kommet bestyrelsen i hænde.

Indkaldelsesvarslet er 10 dage, og indkaldelsen skal angive de forslag, der ønskes afgjort på den ekstraordi-nære generalforsamling.

7. Bestyrelsen

 
Foreningens bestyrelse består af indtil 12 medlemmer:

8 medlemmer vælges af generalforsamlingen.
1 medlem udpeges af Skovdyrkerforeningerne.
1 medlem udpeges af bestyrelsen og repræsenterer skovbrugsundervisning og forsøgsvirksomhed.
1 medlem udpeges af Danske Juletræer.

Valg til bestyrelsen sker ved afstemning i henhold til paragrafferne 5 og 6.

Til medlemmer af bestyrelsen kan vælges medlemmer af foreningen eller disses faste repræsentanter i henhold til paragraf 3.1.

Såfremt der ikke fra medlemmer, der er stemmeberettigede ved det pågældende bestyrelsesvalg, foreligger forslag til kandidater til de bestyrelsesposter, der skal besættes, har bestyrelsen pligt til at fremsætte kandidaturforslag, herunder evt. forslag om genvalg.

I forbindelse med opstillingen af kandidater til de 8 valgte bestyrelsesmedlemmer skal den siddende bestyrelse drage omsorg for, at både skov- og naturejere og andre medlemmer samt de forskellige landsdele har mulighed for at blive repræsenteret i bestyrelsen.

Forud for opstilling af kandidater skal disses indvilligelse være indhentet.

Valgperioden er 2 år, således at 4 bestyrelsesmedlemmer afgår i ulige år og 4 i lige år.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Ved afstemning i bestyrelsen har hvert medlem 1 stemme.

Bestyrelsen vælger i sin midte og ved hemmelig afstemning selv sin formand samt en næstformand.

Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen har ansvaret for ledelsen af foreningen og kan på foreningens vegne afgive erklæringer, fremsætte andragender og antage medhjælpere. Den repræsenterer foreningen udadtil.

Bestyrelsen holder møde mindst 4 gange årligt, men i øvrigt så ofte formanden eller mindst 2 af bestyrelsens medlemmer finder det nødvendigt.

Bestyrelsen antager det fornødne faste, lønnede personale til varetagelse af foreningens sekretariatsarbejde og lignende, og fastsætter personalets lønnings- og øvrige arbejdsvilkår.

Medlemmer af bestyrelsen og udvalgsmedlemmer kan modtage honorar for deres arbejde og godtgørelse for direkte udgifter i forbindelse med deres hverv.

Forslag til honorarer og godtgørelser forelægges af bestyrelsen og vedtages af den ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen udpeger foreningens datterselskab(er)s bestyrelsesmedlemmer.

8. Forretningsudvalg

 
Bestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg bestående af mindst 3 og højst 5 medlemmer og fastsætter retningslinier for dette udvalgs opgaver.
 

9. Skovkredse

 
Landet deles i lokale skovkredse, hvis antal, grænser og medlemsforhold fastsættes af bestyrelsen.

Endvidere fastsætter bestyrelsen forretningsorden for skovkredsenes arbejde.

10. Danske Juletræer

 
Hvor en fælles optræden overfor offentlige myndigheder, erhvervsorganisationer, interesseorganisationer, pressen eller andre findes ønskelig tegner Dansk Skovforening Danske Juletræer - efter samråd med dennes bestyrelse. Fagligt arbejde vedrørende pyntegrønt overlader Dansk Skovforening til Danske Juletræer.
 

11. Udvalg


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af forskellige opgaver. Disse udvalg kan bestå af såvel medlemmer som ikke-medlemmer af foreningen.
 

12. Hæftelse


Foreningen hæfter for sine forpligtelser med foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse.
 

13. Regnskab og revision

 
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Til revision af foreningens regnskaber vælger generalforsamlingen årligt et statsautoriseret revisionsfirma.

Revisoren skal årligt i en autoriseret revisionsprotokol afgive revisionsprotokollat til bestyrelsen samt påføre årsregnskaberne revisionspåtegning. Regnskaberne udsendes til foreningens medlemmer inden den ordinære generalforsamling.

14. Medlemskab i anden forening

 
Foreningen kan efter bestyrelsens beslutning melde sig ind i eller på anden måde knytte sig til andre foreninger, organisationer, institutioner, råd el.lign.
 

15. Lovændringer

 
Lovændringer kan foretages, når forslag hertil er optaget på dagsordenen for generalforsamlingen og dernæst vedtaget af denne med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer.
 

16. Ophør og likvidation

 
Foreningens ophør skal for at være gyldig vedtages med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 3 måneders og højst 6 måneders mellemrum. Afstemning foregår som angivet i paragraf 6.
 

17. Formuens anvendelse efter ophør og likvidation

 
Hvis foreningen ophører med at bestå, skal dens formue ved en generalforsamlings beslutning og på bestyrelsens foranstaltning anvendes således, at den kommer til nytte for skovbruget i Danmark.
 

18. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 
Nærværende love er vedtaget 10. juni 1970, 15. maj 1973, 6. juni 1984, 17. juni 1987, 7. maj 1990 og 3. juni 1992. De den 3. juni 1992 vedtagne ændringer i paragraf 7 træder i kraft straks. Blandt de 5 valgte bestyrelsesmedlemmer i 1992 trækkes lod, således at 1 af medlemmerne afgår i 1993.
 
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 13. maj 1993 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 31. maj 1996 træder i kraft pr. 1. januar 1997.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 10. juni 1998 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 8. juni 2000 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 12. juni 2002 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 8. juni 2005 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 8. juni 2006 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 12. juni 2008 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 20. maj 2010 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 25. maj 2011 træder i kraft straks.
  • Lovændring vedtaget på generalforsamlingen 24. maj 2012 træder i kraft straks.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.