Udvidet juridisk bistand – hvordan kan vi hjælpe dig?

Skovforeningen har styrket Erhvervspolitisk Afdeling og er endnu stærkere på det juridiske område. Vi kan tilbyde udvidet rådgivning til støtte for ejerskabet og driften af skov og natur. Så tag fat i os.

Skovforeningen har styrket Erhvervspolitisk Afdeling ved at ansætte seniorkonsulent, cand. jur. Karin A. Holm. Vi er således endnu stærkere end før på det juridiske område, både fagligt og kapacitetsmæssigt.

Vi kan derfor tilbyde både medlemmer og ikke-medlemmer en udvidet rådgivning til støtte for ejerskabet og driften af skov og natur. For eksempel på disse områder:

  • Udfærdigelse og genforhandling af kontrakter med fx entreprenører og brugere af skoven. Tag Skovforeningen med som sparringpartner ved forhandlinger. Sidst i september lægger vi en samling af standardkontrakter ud på medlemsafdelingen til inspiration.
  • Større sager overfor myndigheder, kontraktparter eller andre, såsom fredningssager og erstatningssager. Det kan være sager både i eller uden for retten. Ved retssager vil det være nødvendigt at engagere en ekstern advokat til at procedere i retten, men vi vil kunne være faglig og juridisk sparringpartner hele vejen igennem.
  • Voldgiftssager. I det omfang voldgiftssagen ikke fører til mundtlig høring, kan Skovforeningen køre den uden ekstern bistand.
  • Generel rådgivning på områder af betydning for ejerskabet og driften af skov og natur, herunder juridiske vurderinger og svar til myndigheder og andre. Vi deltager gerne ved møder med kommunen mv.
  • Skovforeningens medlemmer kan også søge hjælp selv på medlemsafdelingen af vor hjemmeside. Afsnittet om rådgivning vil blive udbygget væsentligt i efteråret, og her vil vi give svar på mange af de spørgsmål vi ofte får.

Meget af dette tilbyder vi allerede i dag, og med Skovforeningens større kapacitet til rådgivning, kan vi nu hjælpe endnu flere medlemmer og ikke-medlemmer med sager og spørgsmål – og mindske skov- og naturejernes behov for at engagere eksterne advokater.

Vi tilbyder faglig spidskompetence samt indgående kendskab til den politiske proces der har ligget bag den gældende lovgivning og bag de rammer som dansk skovbrug i det hele taget opererer under. Det giver os en bred kompetence til at forstå og håndtere de juridiske problemer  som skov- og naturejerne møder.

Rådgivningen kan let være penge værd for ejeren. I erstatningssager arbejder Skovforeningen fx altid for at erstatningerne skal dække alle tab. Det gælder også tab som ikke umiddelbart kan måles, såsom tab i herlighedsværdi og mindsket handlefrihed.

Tag fat i os – og gerne tidligt

Så tag endelig fat i os, vi er her for det samme. Opgaverne løses bedst hvis vi bliver varslet i god tid inden en tidsfrist eller inden en sag udvikler sig for langt i en uhensigtsmæssig retning.

Meget af rådgivningen sker over telefonen, og en kort samtale er gratis for medlemmerne.

Vi rådgiver også ikke-medlemmer som betaler fuld pris. Medlemmer betaler det halve.